I 2022 – på 10-året for inklusionsloven i 2012 – udgav forskningsinstituttet Vive 9 rapporter, som grundlæggende konkluderede, at inklusionen har fejlet. Ca. 11% af udskolingseleverne i de almindelige folkeskoleklasser får en form for støtte, mens 7,5% har et uindfriet støttebehov – det vil sige, at hver femte elev i folkeskolen har behov for særlig hjælp.
Lad mig slå det fast med det samme: Jeg er imod både inklusion og den rummelige folkeskole – i hvert fald i den nuværende form. Det skyldes flere årsager – men jeg kender både forældre, lærere og pædagoger på flere skoler i Norddjurs Kommune, som fortæller at de dagligt oplever store problemer og udfordringer – både i specialklasser og i almenskolen, hvor man forsøger at inkludere børn med særlige behov. Min umiddelbare vurdering er, at det ikke er et enestående fænomen – hverken lokalt eller i Danmark, for dén sags skyld.
Jeg mener ikke, at inklusionen gavner hverken børnene i almenskolen eller børnene med diagnoser/andre udfordringer, som man forsøger at inkludere. Mit udsagn beror på, at jeg mener, at inklusionen i dag, vægter hensynet til de få, højere end hensynet til de mange. Derfor spiller den – sikkert velmenende – inklusion fallit, da elever med specielle behov OG børn i almenskolen dermed bliver overset og ikke får den nødvendige hjælp, læring og trivsel. Og hvad værre er; ingen får den optimale skolegang – man kan nemlig ikke både blæse og have mel i munden på samme tid.
Jeg hører desværre nogle gange fra ansatte i skolen og pædagoger, at vi skal tage særlige hensyn til hvert enkelt barn. Og nej – det skal vi ikke. Ja, vi er alle unikke, men vi er altså også alle en del af noget større end os selv; familien, skolen, samfundet osv. Selvfølgelig ville det være dejligt med færre undervisningstimer, synlig læring, ændring af mindset osv. – men i min optik er det slet ikke gennemgribende nok i forhold til at redde vores børn og unge. Og nej – skolen skal ikke tilpasse sig børnene – det er rent faktisk den anden vej rundt – ellers fortsætter vi med at bygge et samfund hvor der skal tages hensyn til alles individuelle behov og fortsætter med vores mig-mig-mig-kultur.
Segregeringsgraden bliver større, desto ældre børnene bliver og andelen af børn med diagnoser bliver generelt større og større. Og hvad værre er: andelen af børn med mere end én diagnose stiger… Det må vække bekymring hos alle og man må drage den konklusion, at dét vi gør i dag, ikke virker efter hensigten.
Jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg har de vise sten og jeg ved godt, at der ikke findes noget quick-fix – men jeg vil gerne igen henlede opmærksomheden på Vives konklusioner: Der er noget, der ikke fungerer… Og dét skal vi have løst.
Jeg så derfor gerne, at man i Norddjurs Kommune begyndte at anvende Mølleskolen som specialskole (som en skole på et niveau mellem almenskolen og Djurslandsskolen) og det har flere positive pædagogiske og didaktiske aspekter. Inden nogle lokalpolitikere i 2018 traf en beslutning om at lukke en velfungerende børneby, kunne Mølleskolen nemlig noget særligt: De kunne rumme børn med specialbehov og børnene fik den nødvendige hjælp og læring til at blive velfungerende medborgere i vores samfund. I dag placerer man børnene i specialklasser med flere årgange i samme klasse rundt om på flere skoler i kommunen – og det går faktisk ikke så godt. Jeg kender flere børn med særlige behov i almenskolen – både i specialklasser og forsøgt inkluderet – og fra både dem (og deres forældre) hører jeg ofte en frustration om, at ”tingene virker jo ikke!”. Børnene spejler sig i hinanden og det er rigtig godt! Men børn der forstyrrer undervisningen, gavner ingen. Børn med specialbehov får ikke den nødvendige hjælp og børnene i almenskolen bliver overset og får dermed heller ikke den nødvendige hjælp. Det vil sige, at alle – også underviserne – bliver taberne. Flere skoler anvender mellemformer, men mellemformer (hvor prisværdig en løsning den end er tænkt som) fungerer heller ikke efter hensigten.
I stedet for at antage dén betragtning, at det modsatte af inklusion = eksklusion er forfærdeligt, kunne vi vende den om: Hvorfor ikke eksklusion? Vi gør det jo allerede i dag på Djurslandsskolen. Hvad er det der afgør, at netop disse børn ikke skal inkluderes? Har det noget med ressourceforbruget at gøre? Nej – alle accepterer, at Djurslandsskolens børn er det rette sted – hvorfor skal vi så ikke have en særlig skole for børn med ADHD og autisme, udadreagerende adfærd osv.? Hér vil disse børn kunne få den hjælp de har behov for uden at blive overset i hverdagen.
Salamancaerklæringen er en international principerklæring fra 1994 om, at alle børn har ret til uddannelse – uanset handicap. Og ja – det har de – men skal det være på bekostning af børnene i almenskolen? Forstå mig ret – jeg er ikke “ude efter” børn med diagnoser – i dén grad tværtimod. For mig handler det netop om, at alle børn skal være i det rette læringsmiljø – og det rette skole- og læringsmiljø, er i min optik ikke det samme som inklusion.
De ressourcer vi i dag bruger i almenskolen på specialklasser og på inklusion af specialbørn (herunder 2-voksenordninger) kunne anvendes på specialskoler som f.eks. Mølleskolen. Det vil være win-win – både for børn med specialbehov og børnene i almenskolen. Jeg hører fra flere ansatte indenfor specialundervisning, at man savner fysiske rammer at udfolde sig på. Jamen, så lad os da give dem de fysiske rammer, hvor børnene kan udfolde sig fysisk og samtidig befinde sig i de rette læringsrum, uden at skulle forholde sig til at være i store forsamlinger, som kan være stressende. På Søren Kanne skolen afd. Søndre er der en særlig indgang for børnene i specialklasserne og på afd. Vestre holder specialklasserne til i kælderen – det vil sige, at vi jo på mange måder i dag ekskluderer dem fra fællesskabet. På afd. Vestre har specialklasserne i øvrigt også særlige ringetider for pauserne…
Tænk engang, hvis disse børn gik på en skole, hvor de ikke behøvede at tænke på, at der er ”noget galt med mig” hver gang de ser børnene i almenskolen? Tænk engang, hvis børnene kunne få den nødvendige faglige og pædagogiske hjælp og samtidig befinde sig i de rette fysiske rammer? Tænk engang, hvis børnene havde deres egen skole, hvor de gik i klasse med jævnaldrende børn (og ikke i en sammenbragt klasse med f.eks. både 2., 3. og 4. klasses børn)? Ja – tænk engang…
Og tænk så på, hvilken effekt det vil have på almenskolen – jeg er helt ind i mit inderste overbevist om, at det på sigt vil være en kæmpe succes.