Lidt information om mig selv

Martin Raghner - Din kandidat for de konservative i Norddjurs kommune

Jeg er født i 1974 og primært opvokset i Ebeltoft på Djursland, hvor jeg boede indtil 10-års alderen. Mine forældres skilsmisse gjorde, at jeg i 1984 flyttede til Sønderborg, men på grund af mit særlige tilhørsforhold til Ebeltoft og Djursland, vendte jeg tilbage i 1990 hvor jeg brugte den resterende del af min ungdom og den spæde start på voksenlivet indtil jeg i 2006 flyttede til Grenaa, hvor jeg i dag bor sammen med Rikke og vores to børn, Sofie (19) og Viggo (9).

Jeg tænkte meget over mit kandidatur til kommunalvalget og i samråd med den nærmeste familie traf jeg beslutningen i foråret 2021 og jeg er meget spændt på hvordan det kommer til at gå i den kommende periode. Jeg er enormt taknemmelig og ydmyg over at kunne kalde mig kommunalpolitiker i Norddjurs Kommune – tak! Og jeg er nok ikke som politikere er flest: Jeg siger hvad jeg mener og jeg mener hvad jeg siger. Dét kunne jeg godt ønske mig, at der var flere der gjorde.

Hvorfor stillede jeg op?

Helt grundlæggende skyldtes mit kandidatur vel nok, at jeg mente, at jeg har noget at byde ind med. Hvis jeg mente, at det bare kørte på skinner i Norddjurs Kommune, havde jeg ingen grund til at stille op. Men jeg mener ikke, at det kører på skinner. Slet ikke, faktisk. De sidste mange år med socialdemokratisk ledelse og skolelukninger, forhøjelse af skatterne, risiko for at blive sat under administration osv. har sat sine spor. Det er tid til forandring.

Norddjurs Kommune er kategoriseret som en udkantskommune og det bevirker bl.a., at man som borger kan få et forhøjet befordringsfradrag. Og hurra for det. Det er vel det samme som at give op på forhånd. Ikke nok med, at selve kategoriseringen lyder lidet flatterende, men man vil simpelthen støtte op omkring, at borgere i Norddjurs honoreres for at køre ud af kommunen for at arbejde… Hvad med, om vi i stedet hjalp hinanden med at gøre Norddjurs Kommune til en attraktiv kommune at bosætte sig i og drive erhverv i? Se, dét ville være en god idé.

”Jamen, Martin – tror du selv på, at du kan gøre Norddjurs Kommune til en attraktiv kommune som kommunalpolitiker?” Tja – det mener jeg faktisk. Ikke fra den ene dag til den anden, men jeg har en vision. En vision om, at vi i fællesskab kan løfte Norddjurs Kommune til et ”højere level”, så at sige. Ét af mine slogans i den forgangne valgkamp var: Ja tak til udvikling – nej tak til afvikling. Dét mener jeg, siger meget om min holdning til de seneste års skolelukninger, forhøjelse af skatten m.m.

Det vigtigste for mig som lokalpolitiker er, at jeg har indflydelse – og dét må jeg siges at have fået! Efter konstitueringen efter KV21 sidder jeg – udover Kommunalbestyrelsen – også i Børne- & ungdomsudvalget og i Arbejdsmarkedsudvalget. To udvalg, hvor der er nok at tage fat på. Fælles for begge udvalg er, at mine kollegaer og jeg – uanset partifarve – har et ønske om, at gøre det så godt vi kan. Vi har måske ikke samme metoder og holdninger til hvad der skal gøres – men grundlæggende ønsker vi alle at gøre Norddjurs Kommune til et bedre sted at bo, arbejde og drive virksomhed.

Arbejde / uddannelse
2022-2026: Kommunalpolitiker Norddjurs Kommune
Medlem af Børne- & ungdomsudvalget
Medlem af Arbejdsmarkedsudvalget
 
2010 – nu: Underviser på Viden Djurs i bl.a. Virksomhedsøkonomi, Afsætning og Samfundsfag, Matematik samt diverse valgfag
 

2011 – nu: Financial Manager hos Bygholm Menswear i Ebeltoft

2014 – 2018: HD (R) v/ Aarhus og Aalborg Universitet

2010 – 2013: Diplomuddannelse i erhvervspædagogik

2000 – 2002: Salgsassistent, Bygholm Menswear Ebeltoft

Frivilligt arbejde / tillidshverv

2019 – nu: Tillidsrepræsentant Viden Djurs (Uddannelsesforbundet)

2014 – nu: Bestyrelsesmedlem/Formand Grundejerforeningen

2011 – nu: Bestyrelsesmedlem Personaleforeningen Viden Djurs

2021 – 2023: Fodboldtræner Grenaa IF (U9/U10)

2006 – 2009: Fodboldtræner, senior, Åstrup/Hammelev IF

1996 – 2005: Fodboldtræner, ungdom + senior, Ebeltoft IF

Rul til toppen